Hvad er samtaleterapi?

Samtaleterapi er et sted, hvor din historie kan få lov til at udfolde sig. Det er en scene, hvor dit liv kan blive vist frem. Det er et sted, hvor du kan tage alting frem i lyset; kigge på det, undre dig, skælde ud på det, smide unødvendige ting ud, omarrangere og måske finde fine hengemte ting – små guldklumper – som du helt havde glemt, var der.

I samtaleterapien er jeg dit spejl. Jeg spejler dit liv, dine frustrationer, dine udfordringer og dine store spørgsmål. Sammen dykker vi ned i spørgsmålene, i mørket, i forundringen, i magtesløsheden, og sammen vender og drejer vi det, der dukker op. Jeg hjælper dig til selv at finde dine svar – dem der er de rigtige for dig – og med at finde styrken frem i dig selv, så du kan handle på de svar, du finder.

 

Hvad kan det handle om?

Samtalen kommer til at handle om lige præcis det, der fylder noget i dit liv. Om det der er svært, udfordrende eller det, du har brug for nye øjne på.

Det kunne fx. være:

  • Selvværd & selvtillid
  • Fremtid & længsler
  • Parforhold & sexliv
  • Familie & børn 
  • Andre relationer
  • Traumer
  • Usunde mønstre

Alt er velkomment!

En samtale

En samtaleterapi session varer 1 time eller 1,5 time.

Til at starte med har vi en indledende samtale, hvor du fortæller lidt af din historie, hvad der har bragt dig hertil, og hvad det er, du ønsker at opnå med samtaleterapien. Herefter får samtalen lov til at udfolde sig. Jeg guider og styrer retningen og bringer måske øvelser, refleksioner og spørgsmål i spil. Sammen udforsker vi det tema og de spørgsmål, du er kommet med, og måske dukker nye spørgsmål op?

Vi stopper indimellem op, samler trådene og ser, hvor vi er havnet. Hvilke indsigter har der været? Hvad er du blevet opmærksom på? Er der noget, der har ændret sig? Hen imod slutningen begynder vi at runde af – vi samler alle guldkornene – og trækker trådene tilbage til hvor, vi startede.

Hvor er du lige nu? Hvad mærker du lige nu? Hvad er det næste, der skal ske?