En af de ting, som mine klienter oplever på briksen ved kropsterapi er summen. De beskriver det som summen, sitren, dirren, eller at dele af deres krop sover. Det er ofte i hænder, fødder og ansigt, men somme tider kan flere dele af kroppen (eller hele kroppen) være involveret.

Det kan være en virkelig mærkelig oplevelse første gang, man oplever det til kropsterapi, men de fleste finder det behageligt og rart – men stadig mærkeligt ?

Jeg bliver simpelthen så glad, når mine klienter beskriver summen. Det betyder, at deres krops indre healer er gået igang med at arbejde.

Nogle gange udvikler summeriet sig. Så kan det blive til rystelser i kroppen. Det kan starte som små spjæt. Ukontrollerede hurtige bevægelser. Og måske udvikler det sig til at blive mere intense og kontinuerlige bevægelser. Det bliver måske rytmisk, og rystelserne kan skifte imellem store og små, hurtige og langsomme bevægelser. Det er en naturlig reaktion i kroppen, som vi alle har. Rystelserne er kroppens måde at afstresse og afspænde på, og kan frigøre chok, traumer og andre fastlåste tilstande i kroppen. Vi kender det fra udtrykket “at ryste noget af sig” og “jeg rystede af skræk”. Når vi ryster af skræk, så er det faktisk kroppens måde at bearbejde den choktilstand, vi er i.

Igen – kroppens indre healer er på arbejde ❤️

For nogle går det istedet over i kramper. En bestemt muskel går i krampe og ryster, eller dele af kroppen låser sig helt fast i krampe. Vores instinktive respons, når en muskel går i krampe, er at få det til at stoppe. For kramper kan være smertefulde. Vi strækker musklen og går imod krampen for at få den til at forsvinde. Men det allerbedste, vi kan gøre for os selv og hinanden, er faktisk at lade en krampe krampe til ende. Krampen renser ud, den skiller sig af med affaldstoffer, og det, man oplever efter afslutningen på en krampe, er total afspændthed. Musklen er blevet nulstillet, kalibreret, rebootet – og den følelse har det med at sprede sig til resten af kroppen ?

Så kroppens egen indre healer har mange værktøjer i sin værktøjskasse, og de er både kraftfulde og fantastiske.

 

Og kroppen arbejder videre, når du har forladt briksen. Jeg sendte for nyligt en klient ud af døren efter en ordentlig rystetur, og hun vendte tilbage med denne update:

“Jeg havde en fest på vej hjem i går. Jeg havde lyst til at spjætte og danse hele vejen hjem. jeg lavede næsten små gadedrengehop på vej ned mod metroen og folk kiggede lidt mærkeligt på mig ved metroen da jeg ikke kunne stå stille. Da jeg kom hjem, vandrede, hoppede og dansede jeg gennem lejligheden fordi jeg simpelthen ikke have lyst til at stå stille. På kontoret i dag sidder jeg bare og vipper med fødderne og ryster benene. Der blev virkelig sat gang i noget, der skal bevæges ud af mine ben! :D”

Vil du prøve kropsterapiens effekt på din egen krop, så kan du booke din tid lige her.

Du kan også læse mere om, hvad kropsterapi er her 🙂

P.S. Husk at ryst – også gerne med røven derhjemme i stuen til en god sang – det heler og glæder ❤️