De fem kærlighedssprog
Sådan får du din kæreste til at føle sig elsket
De fem kærlighedssprog er de 5 sprog, vi som mennesker kan tale, når vi vil udtrykke kærlighed til hinanden.
Er du bekendt med kærlighedens sprog – dit eget og dine elskedes – så bliver kærlighed og kærlige relationer SÅ meget nemmere at være i, end hvis du ikke kender til dem.
Hvis du kender til kærlighedens fem sprog, så:
- Ved du, hvad du skal gøre for at få dine nære til at føle sig elskede.
- Ved du, hvad dine nære skal gøre, for at du føler dig elsket.
- Ved du, hvordan du fylder din egen kærlighedsbeholder op.
Vi har alle brug for kærlighed
Vi vil alle gerne elskes.
Vi har alle brug for at blive elsket.
Vi har brug for kærlighed.
Det er et grundvilkår i livet for alle mennesker.
Som børn opgiver vi – om nødvendigt – alt andet for blot at være en del af flokken, af fællesskabet og for at blive elsket.
Og når vi som voksne indgår i parforhold, så gør vi det også for at blive elsket – for at mærke et andet menneskes kærlighed til os. Og vi kan komme til at opføre os mærkeligt og måske endda helt sindssygt, hvis vi ikke får det behov opfyldt.
Så vi vil gerne elskes.
Og vi vil gerne føle os elsket.
Det er faktisk lige meget om vi ER elsket, hvis vi ikke FØLER os elsket.
Det sidste er en ret vigtig pointe.
Vi kan sagtens være elsket – af vores partner, vores forældre, vores venner osv – uden at vi føler os elsket.
Og det er skidt.
For når det sker, så opstår der ofte store problemer i relationen.
Hvordan kan man være elsket uden at føle sig elsket?
Hvis man er elsket, så kan man vel mærke det? Ik’?
Nej, ikke nødvendigvis.
Kvinde: “Jeg føler mig ikke elsket”
Mand: “Jamen, jeg elsker dig skat! Det fortæller jeg dig også hver eneste dag!”
Kvinde: “Elsker du mig?”
Mand: “Ja, for pokker. Du er skøn, dejlig, sexet og fantastisk – jeg elsker dig”
Kvinde: “Men du inviterer mig aldrig ud længere, og du vil hellere sidde og kigge på din telefon end at være sammen med mig om aftenen. Jeg føler overhovedet ikke, at du elsker mig.”
(Kønnene er ligegyldige – de tjener kun som et eksempel)
Denne samtale er et eksempel på, hvordan du kan være elsket uden at føle dig elsket. Og grunden til, at vi somme tider står og føler, at vi ikke er elskede, selvom vi er det, er, at vi og vores nære ikke taler samme kærlighedssprog.
Så hvad er dit kærlighedssprog?
Dit kærlighedssprog er det sprog, du lytter efter, når du skal opfange kærlighed fra andre.
Det er det sprog, der skal tales, hvis du skal føle dig elsket.
Som mennesker taler vi 5 kærlighedssprog, og vi har typisk et primært sprog, som vi forstår allerbedst – vores kærlighedsmodersmål om du vil ?
Når vi er forelskede, så taler vi alle fem sprog! Det gør vi, fordi vi er så højt oppe og køre på forelskelseshormoner, at vi ønsker at overdynge vores elskede med kærlighed i alle dens former. Men når forelskelsen på et tidspunkt klinger af, så vender vi tilbage til vores modersmål – vores primære kærlighedssprog.
De fem kærlighedssprog
De fem kærlighedssprog er:
1. Anerkendende ord
Kærlighedssproget anerkendende ord dækker over alle de ting, din partner kan sige til dig for at udtrykke kærlighed. Det er anerkendende, venlige. opmuntrende og kærlige ord fra din partner, der får dig til at føle dig rolig og elsket.
Det kunne fx. være:
-
Du ser SÅ godt ud i den kjole!
-
Jeg er vild med din chokoladekage, det er den bedste jeg nogensinde har smagt.
-
Du er pissedygtig, jeg er sikker på, at du nok skal få det job.
-
Du er en fantastisk far!
-
Du har sådan et dejligt grin – jeg er vild med det.
2. Tid til hinanden
Kærlighedssproget tid til hinanden handler om at være sammen, tale sammen og lave ting sammen. Kærligheden mærkes, når du mærker din partners (udelte) opmærksomhed. Dvs. væk med TV og mobiltelefon, når man er sammen med dig. Du vil have øjenkontakt samt din kærestes uforstyrrede opmærksomhed.
Tid til hinanden kunne fx være:
-
Intime samtaler, hvor du virkelig bliver mødt, set og lyttet til.
-
En fælles hobby som fx. klatring.
-
Middag for to
3. At modtage gaver
Kærlighedssproget at modtage gaver er et meget synligt sprog, da gaver dækker over ting, du kan have i din hånd. Har du dette kærlighedssprog, så føler du dig elsket, når du modtager gaver. Gaverne kan være dyre, gratis eller alt der imellem – det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at din partner har tænkt på dig – husket dig – brugt tid og omtanke på at finde (på) en gave til dig.
En gave kunne fx. være:
-
En buket blomster
-
Et par nye bukser
-
En fotobog med fælles minder
-
Giveren selv – dvs. en gave kan også være giveren selv. Dvs. du kan give gaven af din egen fysiske tilstedeværelse til nogen.
4. Tjenester
Kærlighedssproget tjenester er, når din kæreste gør ting, han/hun ved, du gerne vil have, han/hun gør. Din kæreste gør ting for at glæde dig, og forsøger derigennem at vise dig sin kærlighed. At gøre tjenester for sin partner kræver både omtanke, planlægning, tid og energi.
En tjeneste kunne fx. være:
-
at tage vasketøjet, som de ved, du hader.
-
at hente bilen på værkstedet for dig
-
at lave aftensmad til dig
5. Fysisk berøring
Kærlighedssproget fysisk berøring dækker over alle former for berøring. Det kan være at sidde helt tæt sammen i sofaen, at kramme, kysse, holde i hånd, have sex, modtage massage og at lægge en simpel hånd på din partners ben, når I sidder ved siden af hinanden i bussen. Alle mennesker har brug for berøring og vi har længe vidst, at børn, der tit bliver holdt, krammet og kysset, udvikler et sundere følelsesliv end børn, der sjældent bliver rørt ved. Så berøring er en velkendt måde at vise kærlighed på, men hvis det er dit primære kærlighedssprog, så er det helt essentielt.
En fysisk berøring kunne fx være:
-
Et fælles karbad
-
At ligge i ske, når I sover
-
Sex
-
At nusse fødder under bordet på restauranten
-
At blive holdt om, når du er ked af det
De fem kærlighedssprog med bland selv slik
Det var de fem kærlighedssprog, men du får lige en hurtig opsummering, som ikke er til at stå for – den er nemlig lavet med bland selv slik som eksempel 😉
1. Nøj, du har blandet en virkelig god pose bland selv slik
2. Har du lyst til at hygge med mig og lidt bland selv slik?
3. Værsgo, jeg har blandet alt dit yndlingsslik til dig!
4. Skal jeg smutte ned og hente noget bland selv slik til dig?
5. Må jeg dække din krop med bland selv slik og spise det af dig?
Har du luret dit eget primære kærlighedssprog endnu?
Og har du luret hvad din partners er?
Din indre kærlighedsbeholder
Vi har alle en kærlighedsbeholder indeni. Når den er godt fyldt op, så føler vi os elskede, glade og rolige, og der er overskud og ressourcer på kontoen. Når vi føler os elskede, så er vi også mere tilbøjelige til selv at øse ud af kærlighed til andre – og det er GUF for et parforhold.
Når vores kærlighedsbeholder derimod ikke er fyldt op – og måske er helt tom – så bliver vi frustrerede, vi trækker os og vi skaber konflikter. Vi føler os uelskede. Vi føler ikke vi hører til. Det er et frygteligt og sorgfyldt sted at være, og det skaber store problemer i et parforhold.
Vores kærlighedsbeholder kan fyldes op på to måder.
Vores partner og andre nære relationer kan fylde den op for os, ved at vise os kærlighed, og vi kan selv fylde den op, ved at vise os selv kærlighed.
Men for at det skal virke, så skal vi fyldes med den rigtige slags kærlighed.
Det skal være kærlighed på et sprog, som vi forstår.
Det skal være kærlighed på vores modersmål – vores kærlighedsmodersmål.
Den store fejltagelse
Der er en stor fejltagelse, som vi ofte begår i vores parforhold og andre nære relationer.
Det er en helt naturlig ting at gøre, men det kan skabe store problemer i relationen.
Fejltagelsen er, at vi viser vores kæreste kærlighed på vores eget kærlighedssprog.
Og vores kærlighedssprog er ikke nødvendigvis deres.
Som i eksemplet tidligere i indlægget.
Kvinden proklamerer: “Jeg føler mig ikke elsket”.
Manden siger: “Jamen, jeg elsker dig skat! Det fortæller jeg dig også hver eneste dag!”
Mandens kærlighedssprog er helt tydeligt anerkendende ord, for han fortæller hende at han elsker hende hver dag. Og han fortæller hende, at hun er dejlig, sexet og fantastisk.
Men hun hører det ikke.
Eller – hun hører det – men det føles ikke som kærlighed. Det er jo “bare” ord.
Det tænker hun, fordi hendes kærlighedssprog er noget helt andet. Hendes kærlighedssprog er tid sammen, så når manden sidder med sin telefon om aftenen og ikke inviterer hende ud, så føles det for hende, som om han ikke elsker hende. Hun vil have hans opmærksomhed. Hans fokuserede, udelte og kærlige opmærksomhed. Det er kærlighed for hende.
Hvordan finder du dit og din kærestes kærlighedssprog?
Før du kan begynde at fylde din kærestes kærlighedsbeholder, skal du selvfølgelig først finde ud af, hvad din partners kærlighedssprog er. Og i den forbindelse ville det også være klogt at lære dit eget at kende. Både så du kan fylde din egen kærlighedsbeholder op, men også så du ved, hvad du skal bede din partner om, for at du føler dig elsket.
Måske ved du allerede, hvad dit og din kærestes kærlighedssprog er. For nogen er det helt tydeligt, når de først er blevet bekendt med de 5 kærlighedssprog, men for andre er det ikke helt så tydeligt.
Her får du 3 spørgsmål, du kan tænke over, og som kan gøre dig klogere på, hvad dit eget primære kærlighedssprog er.
Besvar spørgsmålene for dig selv og få din partner til at gøre det samme, og så sæt jer ned sammen og tal om det. I fællesskab kan I måske nå frem til, hvad der er jeres kærlighedssprog hver især.
- Hvad sårer dig mest af det, din partner gør eller undlader at gøre? Det modsatte af det, der sårer dig mest, er sandsynligvis dit kærlighedssprog.
- Hvad beder du oftest din partner om? Det du oftest beder om, er højst sandsynligt det, der får dig til at føle dig mest elsket.
- Hvordan viser du som regel din kærlighed overfor din partner? Vi giver og viser ofte kærlighed på den måde, som vi selv ønsker at modtage den.
Du kan også prøve denne online test, og se om den kan guide dig til et svar på, hvad dit kærlighedssprog er!
Hvordan får du din kæreste til at føle sig elsket?
Du får din kæreste til at føle sig elsket, ved at tale hans/hendes kærlighedssprog.
Hvis det er et sprog, der er meget fremmed for dig, så kan det kræve en særlig indsats fra din side. Det kan kræve tid, energi og omtanke – men udbyttet vil være det hele værd. For en kæreste, der føler sig elsket, vil have lyst til at være en helt fantastisk kæreste overfor dig.
Og det er da også langt federe at se ens kæreste blomstre op, fordi man har vist dem kærlighed, som de forstår og kan mærke, end at lægge en masse energi i at sige og gøre en hel masse, som slet ikke bliver værdsat eller lagt mærke til.
Kærlighed er et valg.
At vise din partner kærlighed, så det kan mærkes, er et valg.
Hvad vælger du at gøre idag, for at vise din partner kærlighed?
Har du lyst til at blive klogere på dit kærlighedssprog?
Kærlig hilsen
Siff Storm
Totum kropsterapeut, Sexolog og ID life coach – med egen praksis i centrum af København siden 2014
Hvad siger andre?