På klinikken møder jeg mennesker, der bærer på en stor sorg over et barn. Det kan være et levende barn, de har mistet til ulykke eller sygdom. Det kan være et barn, de aldrig nåede at få med hjem fra hospitalet. Det kan være et barn, som aldrig blev større end en ært eller en appelsin, og som de enten frivilligt eller ufrivilligt har sagt farvel til.

At miste et barn, eller at vælge et barn fra, er en smerte, jeg ville ønske, ingen skulle opleve nogensinde. Jeg hjælper mange igennem sorgen, og det kan jeg blandt andet, fordi jeg kender smerten.

Jeg har én datter. Èt levende barn. Men jeg burde have tre.

Første graviditet

go to link Min første graviditet var uventet men i høj grad ønsket. Meget meget ønsket. Alle drømme, forventninger og planer blev sat i gang på nul komma fem, og kærligheden begyndte at vokse i mig i takt med livet indeni. Jeg overvejede aldrig, at noget kunne gå galt. Selvfølgelig havde jeg hørt om alt muligt frygteligt, der kunne ske, men det skete jo for andre – ikke for mig. På en eller anden måde følte jeg mig urørlig. Men det var jeg ikke.

follow site Til første scanning i uge 12 stoppede alting. Jeg havde set frem til at se mit barn på skærmen, høre hjertelyd for første gang, og bare glædes. Men glæden stoppede brat. Noget så ikke rigtigt ud.

http://1conn.com/?binarforexar=Ш§ШіШ№Ш§Ш±-ШЁЩЉШ№-Ш§Щ„Ш°Щ‡ШЁ-ЩЃЩЉ-Ш§Щ„ШіШ№Щ€ШЇЩЉШ© Ventetid var det første vi skulle igennem – en uendelig lang ventetid – før vi efter 2 uger fik det endelige svar på alle prøverne. Vores barn var sygt, og vi skulle beslutte, om vi ville beholde det eller ej. Vi havde talt om det til hudløshed i den lange ventetid, og selvom vi var enige om at afbryde graviditeten, så var det stadig den hårdeste beslutning, jeg har skulle tage i hele mit liv. At være dommer over liv og død, at skulle afveje alle muligheder og vælge det, vi mente var bedst; både for vores barn og for os som familie. Shit, det er en beslutning, jeg ville ønske, ingen nogensinde skulle tage.

enter Og det der kom efter – dvs. selve aborten – var også en sindsyg omgang, der hev og sled i både krop, sind og hjerte. Og derefter fulgte hele sorgarbejdet. For det er en sorg – også selvom vi aldrig nåede at lære vores barn at kende. Det er en sorg over en tabt drøm. Det er en kærlighed, der er blevet hjemløs. Det er selvbebrejdelse og tanker om, vi nu gjorde det rigtige. Det er en krop i totalt ubalance og forvirring. Og så er det også frygt for fremtiden – kan det ske igen?

Anden graviditet

برنامج التنبؤ خيار ثنائي Anden graviditet var dejlig, men også fuld af frygt. Frygten fyldte meget de første 12 uger, og blev derefter langsomt mindre og gav plads til glæden. Men det var først efter scanninger og diverse tests, at jeg endelig fik ro nok i kroppen til at begynde at nyde graviditeten.

Jeg endte med at føde min vidunderlige datter, Ellie, 2 dage før termin i en hurtig og ukompliceret fødsel. Hun er halvandet år idag, og jeg kan ikke forestille mig livet uden hende.

Tredje graviditet

Da Ellie var blevet et år gammel, begyndte vi at tale om at få et barn mere. Vi havde fra starten ønsket os to børn (udover den søn min mand har i forvejen :-)) som lå relativt tæt på hinanden i alder, så de kunne få en masse glæde af hinanden som søskende, mens de voksede op. Efter nogle måneder følte vi os klar; vi var landet godt i livet som småbørnsfamilie, og der var kommet nogenlunde ro på (så meget ro som der kan komme i et hjem med en 1-årig) – og kort tid efter var jeg blevet gravid.

Glæden var stor, og jeg følte ikke nær så meget frygt som under anden graviditet. Jeg var næsten tilbage til at føle mig urørlig. Næsten. Og jeg glædede mig helt vildt til at udvide vores lille familie.

Men universet havde andre planer for mig. For da jeg til min første scanning forventningsfuldt ligger og venter på de første billeder af mit barn – så brister alt, da jordmoderen siger: “Din livmoder er lige her, men jeg kan ikke se noget inde i den.”

Jeg har både hørt og læst om spontane aborter, men igen havde jeg aldrig forestillet mig, at det kunne ske for mig. Men det gjorde det. Og chokket var måske det værste. Jeg havde ingen blødning haft, og hele min krop var gravid. Alle hormonerne ræsede rundt i kroppen, jeg havde kvalme, jeg var træt, og min livmoder voksede og voksede. Men der var bare ikke noget barn i livmoderen. Det var gået til grunde undervejs i den første del af graviditeten – min krop havde bare ikke registreret det.

Så udover at skulle fatte og acceptere, at jeg pludselig ikke var gravid alligevel, at jeg ikke skulle være mor igen alligevel, så skulle jeg også igennem både en medicinsk abort og en kirurgisk udskrabning, før min krop kunne begynde at lægge graviditeten bag sig og vende tilbage til en eller anden form for normaltilstand.

Og her står jeg så idag – 3 graviditeter og 1 barn. Jeg drømmer stadig om et barn mere, og jeg håber, at det lykkes for os på et tidspunkt ❤️

Giv sorgen plads

Mange af de mennesker jeg møder i min hjertebiks, som har mistet, oplever, at der ikke er plads til deres sorg. Der er ikke plads til sorg, ulykkelighed og depression. I starten er der som regel stor forståelse, men folk ved ofte ikke, hvordan de skal reagere på andres sorg. Og hvis sorgen så varer ved, så står mange af. De kan ikke håndtere det, og de forsøger måske at trøste den sørgende for at få sorgen til at gå væk. De kan ikke rumme andres sorg, fordi de ikke kan rumme deres egen, og derfor bliver det for svært at være i rum med den sørgende. Så de vælger dem fra – bevidst eller ubevidst.

Det vigtigste at gøre for et menneske i sorg er egentlig bare at være i sorgen med dem. At holde et rum for dem, hvor der er plads til sorgen – uden at behøve at fikse noget. For sorg kan ikke fikses.

Jeg har min sorg, og jeg mærker andres. Og ligesom jeg selv har modtaget hjælp i form af kropsterapi og samtale for at komme videre – både kropsligt og følelsesmæssigt – så er det også det, jeg tilbyder dem, der kommer med deres sorg til mig. Jeg skaber et rum, hvor sorgen kan få plads – for kun ved at give den plads kan vi komme videre.

%d bloggers like this: