God sex?

Få kropsterapeutens 5 bedste tips

 
 
Når man søger det store internet for “god sex”, så finder man (ud over links til interessante sider med letpåklædte damer i sjove stillinger) typisk artikler om alt det, du skal gøre for at få bedre sex, mere sex, være bedre til sex og give din partner bedre sex. Artikler om at prøve analsex, lækkert lingerie, tændte stearinlys, sexlegetøj, gå i seng uden undertøj på osv. 
 
Men helt ærligt. Lige for at starte med det allervigtigste. For at få bedre sex, så bliver vi nødt til at vide, hvad god sex er. 
 
Ellers kan vi jo ikke vide, om vi får noget, der er bedre 😉
 

 

Så hvad er god sex?

 

I min optik – baseret på min erfaring som både kropsterapeut og sexolog og de hundredevis af samtaler, jeg har haft med mine klienter om deres udfordringer med sex og seksualitet – så handler god sex ikke om hverken stillinger, tøj, legetøj eller hyppighed.
 
Det handler om én eneste ting: KONTAKT.
 
Kontakten med dig selv. 
Og kontakten med din sexpartner. 
Kontakt! 
Simpelt ik? 
 
God kontakt = God sex
 
God sex kan være vild, dampende og mega frækt. Det kan inkludere legetøj, særligt tøj, rollespil og alt muligt andet – lige hvad hjertet begærer! Men det kan også være helt stille, rolig sex med dyb øjenkontakt – og det kan være et hurtigt almindeligt hverdagsknald. Det kan være SM, bondage, tantra eller ren vanilje. God sex kan være det hele – så længe du har dig selv med. Så længe du er i kontakt. Med dig selv og med din partner (eller kun med dig selv, hvis du har sex uden en partner naturligvis ;-)).
 
Så hvordan kommer man i kontakt med sig selv og sin partner, så man kan få god sex, Siff?
 
Jo, det skal jeg fortælle dig ?
 
For her får du mine 5 bedste tips til god sex – dvs. mine 5 bedste tips til at opnå bedre kontakt med dig selv og din partner!
 

 

Kropsterapeutens 5 bedste tips til god sex

 

1. Sænk dit stressniveau

 
At være i kontakt med sig selv handler først og fremmest om at kunne mærke sig selv. Du skal kunne mærke dig selv, din krop og de signaler, din krop sender dig om, hvad der er dejligt og ikke dejligt – om hvad du har lyst til og ikke lyst til. 
 
Og et af de største benspænd for at kunne mærke dig selv er stress. 
 
En af de første ting, der sker, når vi bliver ramt af stress, er, at vi lukker af til vores krop og til vores vejrtrækning. Det er ren logik. For at kunne fortsætte med den livsstil, der stresser os, er vi nødt til at slukke for de signaler, der fortæller os, at det ikke er sundt for os. 
 
Så vi lukker af fra halsen og nedefter – og den dør til vores krop er vi nødt til at få åbnet igen, hvis vi skal genfinde kontakten til os selv og (blandt mange andre dejlige fordele) give os selv muligheden for et dejligt sexliv.
 
Derudover, så befinder vores krop sig også i en tilstand af konstant årvågenhed, når vi er stressede. Vi er i alarmberedskab. Vi er i overlevelsesmode. Det står i direkte kontrast til den nydelse, ro og overgivelse, der ligger i at have sex (i god sex vel at mærke). God sex kræver, at vi slipper kontrollen. At vi tør slippe kontrollen. Og det kan vi ikke, når vi er i alarmberedskab!
 
Så – oplever du øget stress i din krop og i dit liv? – så er første skridt til et bedre sexliv at få dit stressniveau sænket!
Så…
Hvil.
Sov.
Ændr uhensigtsmæssige vaner.
Og skær ned på det, der ikke nærer dig.
 
 

2. Afspænd og åbn din krop

 
En fysisk låst og lukket krop har svært ved at mærke noget som helst – andet end smerte. Så en vigtig brik i puslespillet, når det handler om at komme i bedre kontakt med dig selv er at få afspændt og åbnet din krop og din vejrtrækning op. 
 
Måske er din krop låst og lukket pga. længerevarende stress, men det kan også skyldes gamle traumer og andre (selv)begrænsninger, der har sat sig i kroppen (hvilket i sidste ende også er en stresstilstand ? – vi lukker af og spænder op i kroppen, når vi møder stress på den ene eller den anden måde).
 
For rigtig mange bliver kroppen bare en genstand – en maskine – der bærer rundt på vores hoved. Den skal virke, og vi bliver irriterede, når den ikke gør det. Men hvis du vil have god sex, så skal du ned i din krop. Du skal i kontakt med den. Du skal kunne mærke dig selv og din krop igen. 
 
Så de muskulære låsninger og blokeringer, du har i din krop, skal åbnes op. Dit åndedræt skal frigøres. Og de underspændte områder, du har, skal vækkes til live og have flow og gennemstrømning.
 
Så – er din krop anspændt og låst? – så prioriter at få gjort noget ved det.
 
Det kunne fx. være vha. kropsterapi – men der er også mange andre veje at gå.
 
 
 

3. Øv dig i at mærke dig selv og din krop

 
Når din krop begynder at åbne sig fysisk. Når dit åndedræt er frit, dine muskler afspændte og energien i din krop flyder uhindret, så begynder du også at kunne mærke de beskeder, din krop sender dig. 
 
Du begynder at kunne mærke, hvad du kan lide og ikke lide. Hvad du har lyst til og ikke lyst til. 
 
Men hvis du ikke har fået (eller lyttet til) disse beskeder i lang tid (måske i årevis eller hele dit liv?), så tager det lidt tid og øvelse at komme ind i vanen. Du skal øve dig i både at opfange og afkode de signaler, din krop sender dig. 
 
Du kan begynde at øve dig i dagligdagen med de små ting. 
 
Hvad har du lyst til at spise til aftensmad? 
Hvad har du lyst til at lave i weekenden?
Har du lyst til xxxx, som din partner har foreslået, I skal?
 
Øv dig i at mærke, hvordan din krop viser dig et “ja” og hvordan den viser dig et “nej”. 
 
Hvis du har styr på, hvornår noget er et “ja” og hvornår det er et “nej”, så bliver det meget nemmere at navigere autentisk i dit sexliv. Så bliver du i stand til tydeligt at blive i dig selv, og kun sige ja til de ting, du helt ægte har lyst til. 
 
Og autencitet – det er sexet. 
Og at kunne blive i dig selv og i din egen lyst – og ikke gå med til ting, du dybest set ikke har lyst til – det giver god sex.
 
 

4. Sig højt, hvad du gerne vil have og ikke vil have

 
Når du så er blevet super skarp til at mærke, hvad du har lyst til og ikke lyst til, så skal du til at stå ved det. Du skal stå ved det overfor dig selv, og så skal du sige det højt til din partner (hvis du altså har sådan en – ellers skal du sige det højt til dig selv).
 
Du kan ikke forvente at få god sex – dvs. mere af det sex, du kan mærke, DU har lyst til – hvis du ikke siger højt hvad det er. Din partner er ikke tankelæser. 
 
Er du nået hertil, så er du god i kontakt med dig selv og kan mærke din egen lyst – og så er næste skridt at komme i kontakt med din partner. Og det sker gennem kommunikation. 
 
Så SPEAK UP!
 
Og lige præcis her falder rigtig mange igennem (jeg kan desværre heller ikke sige mig fri af det). For damn hvor kan det være fucking svært at sige højt, hvad man har lyst til og ikke lyst til i sengen (og ja, det hele handler om lavt selvværd – men det må jeg skrive mere om en anden gang ;-))
 
Men øv dig. 
 
For intet menneske har dybest set lyst til at have sex med en, der ikke har lyst. Det er grænseoverskridende for begge parter. Så øv dig i at sige “nej” til det sex, du kan mærke, du ikke har lyst til. Og øv dig i at sige højt, hvad du gerne vil i stedet. 
 
Dit ægte og autentiske ja og nej er en gave til din partner – og endnu en vigtig brik på vejen mod et rigtig godt sexliv.
 
 

5. Slip kontrollen, og giv dig selv lov til at nyde og tage imod

 
Den sidste brik handler om kontrol. 
 
Vi lever i et samfund præget af utrolig meget kontrol og præstation. Og hvis der er noget der ikke rimer på god sex, så er det kontrol og præstation. 
 
Når vi skal kontrollere eller føler, vi skal præstere og yde noget bestemt, så træder vi ud af os selv. Så er vi ikke længere i god, sund og ægte kontakt med os selv. Så handler det pludselig i stedet om at kontrollere det ægte, eller præstere ud over, hvad der egentlig føles rart og naturligt. 
 
Så blive i kontakten med dig selv.
 
Mærk, hvad der er rart, og hvad der føles godt. Og så gå med det.
 
Du skal ikke præstere noget. 
Der er ikke noget, der er for meget – eller for lidt.
Du skal blot være dig.
Lege.
Nyde.
Tage imod.
 
Og det med at turde blot tage imod og nyde, det handler sjovt nok OGSÅ om selvværd. For må du godt bare tage imod og nyde sex uden at skulle give noget retur? 
 
Ja du må.
Ja for helvede du må så.
Du skal faktisk. 
Dit sexliv afhænger af det ?
 
Så gå ud og leg. Og nyd det for pokker ❤️ 

Har du lyst til at genfinde kontakten til dig selv?

Kærlig hilsen
Siff Storm
Totum kropsterapeut, Sexolog og ID life coach – med egen praksis i centrum af København siden 2014