Efter en behandling spørger jeg som regel mine klienter, hvordan de har det i kroppen. Somme tider er svaret “Jeg føler mig vildt frustreret”. Og så er mit svar: “Fedt, tillykke!”.
Og hvorfor så det?
Det er da sindsygt frustrerende at være frustreret, så det er sgu da ikke noget at ønske tillykke med, vel?
Men jo, det er det. For frustration er en ulmende utilfredshed med status quo. Det er en irritation og en boblende vrede. Det er “Jeg gider ikke have det sådan her mere”. Det er “Jeg vil fanme ikke finde mig i det her længere”. Det er “Nu er det nok”.
Frustrationen er kampen. Kampen inde i kroppen. Kampen mellem det velkendte og det ukendte. Mellem det man ikke gider mere, og det man ønsker, men som man ikke helt tør gribe ud efter, eller som man ikke helt ved, hvad er endnu.
Og frustrationen sidder i kroppen. Måske i en opspændt hals og kæbe? Måske i nogle stive arme, der ikke kan række ud? Måske som et spænd i maven? Måske som en generel indre uro?
Men frustration er fedt. For det er skridtet lige inden, du handler. Skridtet lige inden leverens drivkraft sender dig videre på din vej. Videre til det næste sted i din udvikling.
Så hvis du er frustreret, så tillykke. Omfavn det. Det betyder, at du næsten er klar til at tage skridtet ud i det ukendte, og til at tage ansvaret for dig selv, dit liv og dine drømme. Og det er sgu da noget at fejre.
Hvad siger andre?