Jeg begravede min mor i julen 2012.

Jeg tror på, at vi lærer allermest om livet og om os selv gennem de mennesker, vi har nær. Og jeg har lært rigtig meget af min mor.

Min mor var alkoholiker. Jeg opdagede det, da jeg var 13 år gammel, og hendes misbrug fortsatte helt ind til hendes alt for tidlige død som 65-årig. Min mor var meget sensitiv, følte alting meget stærkt, både det gode og dårlige, det lette og det tunge. Men min mor kunne ikke håndtere de tunge følelser, kun de lette. Så når livet var svært, så dulmede hun de tunge følelser med alkohol, så hun ikke behøvede at føle dem. Det var den eneste måde, hun kunne klare livet på.

Det betød, at hun nærmest var et halvt menneske. Hun var enten glad og fro, og ellers var hun ikke til stede, da alkoholens ansigt var det eneste vi kunne se. Så en stor del af tiden var hun ikke rigtig sig selv. Hun spillede en rolle for at passe ind som hende den glade og smilende. Det er hårdt at spille komedie hele livet, og det betyder også, at man aldrig får andre mennesker helt tæt på, for man tillader ikke, at de lærer en rigtigt at kende.

Jeg har arvet min mors stærke følsomhed, og jeg har ligesom hende kæmpet gennem livet med at håndtere det hårde og triste. Men jeg har fundet en anden vej end hendes. Jeg er blevet mere hel. For jeg tillader mig selv at føle det, jeg føler, også når det er hårdt.

Kropsterapi og samtaleterapi har været vejen for mig. Det har hjulpet mig med at lukke op for de følelser, jeg nogle gange gemmer væk i kroppen, hjulpet mig med at lære dem at kende og udtrykke dem. Jeg har fået de redskaber, som min mor aldrig havde, og nu bruger jeg dem til at hjælpe mine klienter med at få hul igennem til deres følelser, så de også kan blive mere hele.

For lige som mig, så ønsker mine klienter at være hele, at være sig selv med alt, hvad de indeholder, at have bedre og tættere relationer, og at turde vise sig selv frem i verdenen.

Fra min mor har jeg lært, hvor vigtigt det er at turde møde livet, med alt hvad det indebærer, at turde vise mig selv frem, både mine pæne og mine knap så pæne sider, og at jeg aldrig må give op, at det altid er muligt at få det bedre.

Tør du mærke det, du føler?

Eller dulmer du også de svære af slagsen på den ene eller den anden måde?

Hvis det her emne rører noget i dig – så ved du, hvor du kan finde mig 🙂

 
Hvis du er til grupper og længerevarende processer, så vil jeg klart anbefale dig at hoppe med i min skønne kvindecirkel, næste gang den kører. Og vil du gerne starte med en smagsprøve, så hop med på en af mine playshops, der blot tager en aften i din kalender. Du kan læse om “Krop, lyst og grænser” her og om “Slip dine følelser fri” her! De er superfede begge to og handler netop om det her med at stå ved dig selv, og udtrykke det, du bærer inden i. Du er naturligvis også ALTID meget velkommen på briksen eller i min lænestol til kropsterapi eller samtaleterapi 🙂